Se min søster bog – bare et lille indblik
Jeg besluttede sammen med min familie, at lave en bog til min søsters familie, idet manden blev syg igen. Alvorlig syg, hvor det minder om hjernehindebetændelse, men er noget ukendt – og ikke set før herhjemme i Danmark. Det har derfor været et meget svær forløb min søster og hendes familie. De har nu været igennem det for 3 gang, og ingen ved, hvornår næste gang evt bliver eller om de bliver skånet.
På sidelinien er så den øvrige familie, der ser og oplever deres sygdom på “afstand” – men godt kan se, hvilke konsekvenser det har for familien Løth. Det er ikke nemt heller at være på sidelinien, og jeg har tit skænket dem en kærlig tanke, og priset mig lykkeligt for, at jeg ikke står midt i det.
Men på en måde så er jeg midt i det, det er jo min søster, og hendes familie, der rammes hårdt, når sygdommen holder sit indtog. For at I som læser dette, måske bedre kan sætte jer ind i det, så vil jeg prøve at beskrive ganske kort, hvad sygdommen gør.
Pludselig – sætter den ind, er lidt mere træt end ellers, sover – og vågner ikke op, eller falder om, og er ikke kontaktbar. Hentes af ambulance -indlagt, og ingen ved noget – konkret. Mild feber, men nærmest i koma – svæver mellem livet og døden i ca. 10- dage, vågner op. Jubiiee… Men kan ikke tale, finde de rigtige ord, virker som en med blodprop, endda med halvsidigt lammelse, langsom langsom begynder talen at komme retur, hukommelsen er væk / delvis, lammelsen kan trænes op / helt / delvis, hukommelsen kommer måske hel retur / ikke. Andre kognitive processer mangler helt / delvis, nogen kan trænes op andre kan ikke, de er væk.
Der er nu gået ca. 3 mdr. Andre ting viser sig mere åbenlyst, personligheden er ændret, ting man kunne før, kan man ikke længere, men ved det ikke – altid eller har ikke erkendt det, noget kan trænes op, mens andet kan ikke. Det skal man lærer at leve med. Alle – skal lærer at leve med det på ny.
Som ved en blodprop – hjerneblødning, så kan der ske store / små ændringer på hjernen, og konsekvenserne er umiddelbare små – mest for de som ikke kendte dem før – de ser ud til at fungere optimal, men det er slet ikke faktum, de er langt mere ramt end hvad man først antager.
Hos min svoger ser jeg store ændringer, og ved, at min søster kæmper hårdt for at få ham tilbage – men det er en kamp der kommer til at tage lang lang tid- år før det kan afgøres endeligt. Nu er det snart ½ år siden sidst, og han har stadigvæk en lang vej, og jeg som kendte ham før, kan også genkende ham i dag, men han er en anden, i en yngre udgave – med mange nærmest uoverskulige opgaver foran sig. Men han er en som kæmper.
Som altid når vi mindst har brug for det, så bliver man fyret fra sit arbejde, kasseret, og det er familien, der rammes hårdt når sygedagpengene rettigheden perioden er opbrugt, glemte jeg at fortælle, at han kort tid forinden havde været igennem en kræft diagnose, og var ved at komme retur på arbejdet, og hvor de pressede ham til fuldtid – trods vi andre godt viste, at det ikke var det smarteste? Mindre end 1 mdr. herefter fik han så sit 2. ukendte sygdomsforløb, som desværre også datteren har arvet, og været igennem 1 gang.
I øjeblikket er han på Hammel neurocenter – hvor de skal hjælpe med at træne ham op til at kunne komme hjem. Han arbejder hårdt på at det skal lykkedes – og vi krydser alle vores fingere for, at at det hele nok skal ordne sig.
Vi valgte derfor at lave denne bog – for at kunne vise vores historie sammen, hvad vi har lavet, mens vores børn er vokset op sammen. Der er mange meget personlige billeder i bogen, hvorfor jeg kun har valgt at vise meget få, men jeg syntes, det er en god gave når situationen er som den er. Jeg er glad for, at jeg fik den lavet, og kan kun anbefale andre at gøre det samme.
Selvfølgeligt tog det lang tid, men jeg syntes den tid er givet godt ud, og selvom det har betydet, at jeg har måttet sætte mange af mine andre aktiviteter på standby, så har jeg ikke fortrudt det.
Vi inviterede dem alle til at komme – og de vidste selvfølgeligt intet, og bogen kom før lovet, så jeg inviterede med en mystisk invitation, og holdte fødselsdag for dem alle, og gav dem bogen – hvilket de slet ikke var forberedte på. Det var en spændende øjeblik for os herhjemme, hvordan ville de modtage gaven og ville de blive glade?
De blev meget glade, og ikke mindst rørte, og havde endda tænkt, at de måske havde glemt noget – fx. vores kobberbryllupsdag, som faktisk “ingen” har husket, så min søster og hendes familie havde medbragt os en forsinket kobberbryllupsgave som vi fik. Det var dejligt.
Og så gjorde det slet ikke noget, at vi fik mange timer til at gå – nogen med kigge i bogen, og andre tog i hundeskoven med Spyro og deres hund Cindy. Det var en ualmindelig dejlig dag, hvor vi alle var samlet, uden vores børns kærester – de er jo blevet store nu……